fredag den 16. november 2012

TAPE-TOSSEN..

Har altid haft en meget stor tape-fascination - gaffatape har i mange år været min tro følgesvend og er blevet brugt til alt fra forstærkning af rulleskøjtesnuder til små æsker til perler - kunne ikke finde æsker, der kunne passe til mine forskellige størrelser dimsedutter i mine skuffer og så lavede jeg dem af gaffatape - de var geniale og bliver nu brugt til perler i min børnehave.

Et udvalg af nogle af alle mine elskede taperuller..

Børns begejstring over tape er også næsten helt rørende - når tapen bliver sat på bordet i børnehaven, smider børnene både ps'erne og lyssværdene og pisker hen til bordet.. Og nu, hvor tape fåes i alle mulige fantastiske farver og mønstre, er det jo næsten bedre end en tur i Legoland !

Et af nevø Oscars billeder. Når børn skal bruge tape, skal det helst være i en tapeholder - ellers er det for svært for dem. Alternativt kan man rive en masse stykker af for dem og sætte på kanten af bordet og så kan de bare tage derfra. Men riv dem inden i går i gang, så der er en masse klar - ellers bliver man bare en levende tapeholder med fuldtidsarbejde..

Min nevø Oscars fine billede - det er et edderkoppespind og selvfølgelig inspireret af Spiderman ! Det er lavet med smoking tape og Posca-tuscher - og jeg synes det er så flot og det hænger faktisk i min stue !

Tapedetaljer
Tapedetaljer

Og der er faktisk utrolig meget læring i at lege med tape - finmotorikken bliver sat på en prøve, når det klistrede tape skal fra fingrene og over på et stykke papir - og placeringen på papiret kræver også koordination af fingre og det lille hoved - for hvad skal man lave et mønster eller et motiv eller er man måske bare igang med at udvælge og tænke over de farver/slags tape man godt kan lide...
Julekuglekort lavet med tape - enkelt og nemt !
bille med skjold af tape
Og som i kan se, er der også tusindvis af ting vi voksne kan bruge maskine tape til - mulighederne er uendelige !! Og tapen kan efterhånden købes mange steder - mange interiør butikker sælger det og har sågar selv købt noget i Søstrene Grene, men hvis man vil se et stort udvalg kan man evt finde det på Etsy.com - god fornøjelse :)



mandag den 5. november 2012

KIRSTINE Keiki KIRK
Endelig et børnemagasin, der ikke forsøger sig med lommepsykologi og underlige råd af tvivlsomme eksperter...
Har været lidt små-sløj i weekenden og sofaen og jeg har derfor været rigtigt gode venner. Nød måske næsten endelig at kunne ligge på langs og pleje mig selv lidt. Lå med min Ipad og tjekkede alle mine sædvanlige hjemmesider ud - en god blanding af interiør, DIY, børnetøj, netauktioner, kontorartikler etc. Men da jeg jo tjekker dem regelmæssigt, var det hurtigt overstået og lå så og overvejede om jeg skulle gå i gang med en ny bog.
Men så kom min søde kæreste hjem fra en gåtur med lille Hansen og med sig havde han et eksemplar af Vores Børn. Har virkeligt dårlige erfaringer med det blad - synes det er en af de største årsager til at skabe dårlig samvittighed hos mødre med alle deres (..måske velmenende..) råd og handlemuligheder ift dit barns trivsel. Synes bladet medvirker til kassetænkning ift børn og der er da heller ikke den diagnose, der ikke er beskrevet deri - og på måder, der tit er så generelle at næsten alle børn kan matche den omtalte diagnose.
Bliver tit virkelig harm når jeg har læst bladet - for nybagte mødre, forældre med en travl hverdag, usikre forældre og bekymrede forældre (..og er vi ikke alle lidt det..) glemmer at tage udgangspunkt i det lille væsen, der sidder foran dem, men forsøger i stedet at få barnet til at matche et af de 7 tigerspring, et neurologisk stadie eller en eller anden diagnose-lignende tilstand (..som det nye 'super sensitive barn'..), for at få forklaret hvorfor lille Berthild fortiden nægter at tage flyverdragt på... Det SKAL børn nægte i perioder af deres liv, det er helt almindeligt, sundt og normalt og kræver ikke nærmere analyse eller navlepilleri fra i forvejen pressede forældre.. Ved godt at jeg lyder meget firkantet og min beskrivelse af bladet her, er også meget sort/hvid og også for sort/hvid, men det er mere  for at gøre opmærksom på en tendens som jeg synes er lidt dum..
Nå, men tilbage til søndagen på sofaen med bladet i hånden og overskriften 'Nødhjælp til frustrerede forældre' - og ja, kom meget hurtigt igennem det blad og tænkte at min søde kæreste hellere skulle have brugt 49,95 på toiletpapir..
Men så kom jeg i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde haft en Skidt&Kanel kunde, der havde nævnt at hun var i gang med at starte et online børnemagasin med navnet Keiki. Dengang så jeg bare nogle udkast til magasinet, men var allerede solgt og hvad bedre er - NU ER Keiki UDKOMMET...
Nu skriver jeg noget, jeg aldrig før har udtalt om et dansk magasin, men dette kunne godt blive mit magasin.
I bladet optræder ting og sager, som jeg selv har brugt mange nætter (..under min horrible graviditet..) på at finde frem til. Bladet er simpelthen spækket med ting og sager jeg gerne vil eje og faktisk ejer og det er sjældent. Af ting, der nu står meget højt på min ønskeseddel kan jeg nævne COME & DRAW table, det er jo genialt !! Derudover har de strikkede dyrehaler længe været en af mine favoritter på Etsy, tippieteltet fra Roommate ville straks blive en fast del af mit inventar, hvis jeg ikke boede i en 3'er. OEUF ulddragten og Springcourt støvlerne har Hansen allerede, det mærke, der har lavet isvaffel sækkestolen, laver også et Ipad cover, der lige er mig og som jeg ønsker mig til jul og og og ikke mindst bliver mit lille tegneprojekt - Skidt&Kanel - omtalt på s.63. Vidste det faktisk ikke, men det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk er stolt af, at figurere i dette nye online magasin.
Og selvom det er et online magasin, har Keiki en høj grad af stoflighed - jeg får lyst til at mærke og føle på det. De har virkeligt været dygtige med deres grafiske layout. Og så er det gratis og uden de måske velmenende råd, der bare stresser moderne forældre endnu mere.. Jeg bliver inspireret af det - mine tanker går straks på at 'krympepladerne' kan rammes ind i en slags 'kik-kasser' eller ikeas dybe rammer. Og COME & DRAW bordet, må også kunne laves i en hjemmelavet version - i min børnehave, har vi tonsvis af 'restpapir', som må kunne tænkes ind i en eller anden konstellation a la bordet !!
Jeg er glad, tilfreds, inspireret og har stadig råd til toiletpapir - Keiki kan varmt anbefales og håber bare de fortsætter den gode stil...

GetInline.aspx.jpg
Forsiden på det fantastiske online magasin Keiki


onsdag den 24. oktober 2012

KASTANJE-KRISE-KULLER..


Kastanjeudstyr : For mange er kastanje-dyr forbundet med vores daginstitutionsliv i 80'erne - brune dyr, med tændstiksben - lidt kedelige og deres tordenskjoldsben sparkede ikke særligt meget til fantasien. Men med det rette udstyr kan kastanjedyr - eller væsner- blive et festfyrværkeri af fantasi, farver og leg. Selv har jeg en lille 'kit' med diverse remedier klar, når vi skal igang - både herhjemme og i min børnehave, er den kendt som KASTANJEKASSEN - alt er klar og børnene skal ikke vente på, at man liiige skal finde garn, perler eller tuscher og når det først er fundet, er børnenes gode ideer forlængst forældede og de er klar til noget nyt. Min kastanjekasse indeholder bla: alm tændstikker, farvede tændstikker (panduro), træperler, Hama-perler, piberensere i farver, sugerør, fjer, pailletter, garn, elastiksnor, saks, skruetrækkere i forskellige størrelser (til at lave hullerne) og Posca-tuscher (til at male kastanjerne med - man kan også bruge akrylmaling, en posca tusch er bare lettere at styre for barnet og 'griseriet' for den voksne, er lidt mere overskueligt).
Min nevø Oscar i aktion..

Søde..og mindre søde.. kastanje-dyr..
The Kastanje Collection..
Kastanjer på snor - man behøver jo ikke kun at lave dyr af kastanjerne - man kan også lave armbånd, halskæder etc. Og hvis jeg nu ikke var på barsel, men på arbejde i min børnehave, ville jeg sammen med børnene have lavet mange af disse kæder og så skulle de være en 'forhængsdør' indtil vores hule. Men i år, var det bare Oscar og jeg og syntes derfor han klarede det flot med disse to kæder.
Et lille kastanje-kærestepar..

Havbundens dyr og planter..
Edderkoppespind - og de kan også laves med elestiksnor, sejlgarn, stofgarn etc..

Og man kan lege med kastanjedyr..


Kastanjer som bordpynt: Og sidste år i børnehaven skulle der være forældrearrangement og forud for dette havde børnene lavet kastanjedyr og væsner og de hjalp med at pynte bordet med deres kastanjer til deres forældre og forældrene syntes det var sjovt at sidde til bords med deres børns kreationer. Og vi tog sjove billeder af forældrene og kstanjedyrene og printede dem ud dagen derpå og børnene syntes det var meget sjovt, mystisk og mærkværdigt at se deres forældre med deres kastanjedyr i deres børnehave..

Børnenes børnehave-bord..

Børnenes børnehave-bord..

Børnenes børnehave-bord..


Igen i år har min nevø og jeg leget med kastanjer - og igen i år har vi fået kastanjeassistance af venner lidt uden for byen... Vores egen jagt under midtbyens kastanjekroner, resulterede nemlig kun i præcis 32 kastanjer. Herinde er kastanjer nemlig guld, da antallet af træer på ingen måde er proportionelt med antallet af kastanjesøgende børn og deres paniske voksne. Man skal næsten stå klar til at gribe dem når de falder ned fra træerne, hvis man vil have en chance - eller væbne sig med en lille svirpe-pisk, som man kan daske konkurrenter over fingrene med. Men i Tranbjerg, Ikast og Hadsten er kastanjekursen ikke så høj, så vi endte heldigvis med at have rigeligt - uden at skulle svirpedaske nogen eller stå klar under træerne til at gribe - der er jo en grund til, at jeg altid 'døde' lidt for tidligt i høvdingebold i folkeren..

søndag den 7. oktober 2012

LIDT FOR MEGET TID


En dag faldt min elskede store Playmobilmand Preben på gulvet og gik i stykker.. Lille Preben blev mindst lige så ked som jeg og kunne derfor ikke overskue at fortælle at jeg var skyld i Store Prebens fatale skæbne og fingrerede derfor 'King size Toblerone-mordet'...


Lille Preben opdager Store Preben under kæmpe Tobleronen..

Lille Preben bryder helt sammen da han opdager Prebens skæbne..

Men han synes der er noget mistænkeligt ved det hele for Store Preben var kendt som den ikke klodsede, så politiet bliver tilkaldt og laver kridtoptegning rundt om liget..

Lille Preben arrangerer en smuk begravelse for sin bedste ven..


Og lægger hans yndlingsblomster på kisten..




..Men han ved stadig ikke hvad der egentligt skete med Store Preben..


lørdag den 6. oktober 2012

BIDT AF BILLER

For tiden sidder jeg og arbejder med tegninger af biller - det er egentligt ikke så svært at tegne en bille, men hvis jeg skal kunne sælge min tegninger til en fornuftig pris, skal billen have en grundform, der opfylder nogle krav : den skal fungere godt i formater fra A5-A6, den skal have en simpel outline, der er hurtig at tegne, den skal kunne 'udfyldes' på en måde, der er dekorativ, men ikke for omstændig og denne gang har jeg også gerne ville integrere noget af alt min masking-tape. I processen med at finde min Bingo-Bille laver jeg mange forskellige udkast - og hænger nogle i rammer og andre på køleskab, så jeg kan kigge på dem og vurdere hvad jeg synes, der fungerer og hvad jeg synes, der skal ændres og nu synes jeg faktisk, at den er ved at være der..

Laver bille-udkast.. Får inspiration fra de rigtige af slagsen..


Billerne kommer op at hænge, så jeg kan vurdere hvad der skal ændres/fungerer..
'Nærner mig den bille-grundform' jeg synes fungerer - kroppen er dog stadig ikke helt i skabet.. 

Kroppen er blevet lidt mere buttet og spids ved rumpetten og tror faktisk at jeg er ved at være tilfreds..


GODT&BLANDET

Perleplade-mennesker


Det gode ved alle disse godtfolk er, at de kan arrangeres som man har lyst, for de er sat op med elefantsnot..
Min kæreste slapper af - overvåget fra væggen af godtfolk og med mine yndige piberenser løveører på hovedet..
Tusch, oliekridt, acrylmaling - har klippet hånden ud og klistret den på nyt pap, så den får en endnu skarpere kant..

Memory Card - små cirkler med godt og blandet fra mit liv- vagtplan fra arbejde, banderole fra cigaretpakke, tegning af min søster og jeg, perleplader, gækkebreve etc etc.. cirklernes snore er både tegnet og rigtige snore/elastik jeg har klistret på..

Collage - tape, tusch, stempler, blyant..

Leg med at gøre papiret vådt før jeg tegner/maler på det..
Bulldog- collage, udelukkende lavet af afrevne magasiner...

Bulldog - collage, udelukkende lavet af iturevne magasiner..

Blindtegning - portræt af min mor..
Spas & Lir - spraymaling, tusch. GUN - spraymaling, gammel plakat  og engangsdug..

Spray og stencils

Spray, tusch og acryl..
Rådne blade fra en potteplante . acryl, farveblyant, blyant, tusch, oliemaling

Collage..
Selvportræt - collage


Jeg lider ikke af genre-begrænsning - mit problem er nok nærmere at jeg synes at dit & dat og alt muligt skal afprøves. Derfor er jeg ikke en stor maler, stor tegner, stor grafiker og ej heller end stor mixed-media udøver. Hvis jeg er i gang med et maleri får jeg allerede i processen lysten og ideen til at afprøve det samme motiv med andre materialer og derfor bliver jeg aldrig rigtig dygtig til een ting. Meeen jeg elsker alligevel at være i gang - kan helt seriøst glemme alle og alt omkring mig, når jeg er i gang med et projekt - jeg har aldrig gjort det for andres skyld, men for min egen, for uden mine små projekter ville jeg mangler frirum i mit liv - det er nemlig her jeg får mine pauser fra hverdagens trommerum.. bum..

fredag den 5. oktober 2012

TEGNINGER TIL SALG




















På min facebook side Skidt&Kanel kan man købe mine forskellige tegninger. Lige for tiden er det mest fugle, fjer og edderkopper, der kommer ud af min pen. Mine priser for en enkelt tegning ligger ml. 40 og 110 og for specialbestillinger (eksempelvis motiver jeg skal arbejde mere med og større formater) starter priserne på 400kr. Alle mine tegninger er tegnet fra bunden med gode tuscher på lækkert papir - og alle er helt originale. Kig forbi !!